
AC/DC-relæ
Solcelleanlæg – montage med tagkroge
Skrevet af Mikkel Danholm Albrechtsen
Et af alternativerne til tagskruer er tagkroge, eller ’teglkroge’ som de nogle gange bliver kaldt, da de er særdeles velegnede til montage på tegltag. Det er en måde hvorpå man kan fæstne solcellerne til sit tag, uden at skulle penetrere teglet med skruer.
Skåner tegltaget
Det er som regel af rent æstetiske årsager, at nogle af vores kunder vælger løsningen med teglkroge. Noget tegl er selvfølgelig også dyrere end andet, og det kan gøre folk lidt nervøse, når vi så begynder at snakke om tagskruer der bores igennem teglet, og ned i tagspærene.
Det er dog en lidt ubegrundet frygt, da teglet sagtens kan gennembores, uden at det flækker eller krakelerer. Dermed ikke sagt, at det aldrig kan gå galt, men det er nemt løst hvis man har ekstra tegl liggende – ellers kan vores montører skaffe de fleste typer tegl uden det store besvær.
Vores montører sørger derudover for, at skruen er yderligere isoleret omkring boringen med UV-bestandig materiale, så der ikke opstår utætheder.
Er du stadig lidt påpasselig og følsom omkring dit tegltag, så er tagkroge absolut den bedste løsning – og en vi selvfølgelig tilbyder.
Dyrere og mere tidskrævende
Tagkroge skal kort fortalt monteres på følgende facon:
- Teglet løftes af så man kan se spærene
- Tagkrogen skrues fast i det underliggende spær, og justeres så den sidder rigtigt
- Teglet slibes til i bunden, så det ikke ligger og vipper ovenpå krogen
- Teglet lægges på igen, og krogen er nu fæstnet og klar til selve montagen
Man kan hurtigt komme ud for, at der skal bruges en hel del tagkroge, hvilket selvfølgelig betyder en ekstra omkostning, da tagkrogene er betydelig dyrere end tagskruerne, og man stadig er nød til, at have et befæstningspunkt i hvert spær (med standardafstande).
Derudover skal de ovennævnte fire trin gentages hver gang du har et befæstningspunkt, hvilket for et anlæg omkring 6 kWp, nemt kan betyde 50 befæstningspunkter, og dermed 50 tegl der skal behandles.
Det er derfor meget afhængigt af dine/jeres overvejelser, hvorvidt tagkroge er nødvendige, ved montage i tegltag. Det giver et bedre regnestykke med tagskruer, og vi står selvfølgelig 100% inde for, at montagen med tagskruer udføres grundigt og sikkert – men såfremt du vil føle dig mere tryg med tagkroge, så er det selvfølgelig det der bliver løsningen. Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål omkring tagkroge.