
AC/DC-relæ
Nye regler for solceller sætter fokus på egetforbrug
Kategorier: Erhverv, Nye regler og Lovgivning, Nettoafregning
Som en naturlig konsekvens af transitionen fra årsbaseret nettoafregning til timebaseret nettoafregning, er nybagte solcelleejeres egetforbrug pludselig blevet særdeles betydningsfuldt, når man sætter sig ned for at lave en udførlig økonomisk redegørelse for en fremtidig solcelle-investering.
Som tidligere beskrevet her på bloggen, så er de påståede 40 % egetforbrug en lettere fantastisk forudsætning, som ikke har rødder i virkeligheden for private forbrugere. For erhverv derimod, er 40 % særdeles lavt, i forhold til det potentielle egetforbrug hos de fleste virksomheder.
Eldirektør på Galten Elværk bruger kun 20 % strøm selv
Direktøren på Galten Elværk siger selv, at han, med et ganske stort hus, ventilationsanlæg og gennemsnitligt standby-forbrug, stadig kun forbruger omkring 20 % af sit anlægs producerede strøm. Et anlæg, som er dimensioneret til at dække hans årlige el-forbrug.
Det er derfor Energistyrelsens 40 % virker en smule suspekte, når også andre undersøgelser har vist, at 15-25 % egetforbrug er mere realistisk for private med almindelige arbejdstider. Der er ganske enkelt ikke nogen hjemme til, at tænde for vaskemaskinen, se fjernsyn, surfe på computeren, eller bage brød og lave mad, så hvor tallene helt præcist stammer fra er svært at sige. Bl.a. Deloitte har været fremme i skoene, og kaldt energiministeriets tal for direkte utroværdige, hvilket indtil videre ikke er sunket ind hos politikerne.
Som skrevet vedrørende små solcelleanlæg, så er det vigtigt at dimensionere til private på den måde, at minimum 60-70 % kan forbruges af husstanden, så man slipper for så meget salg til el-selskabet som muligt. Det er slut med anlæg dimensioneret efter ens årlige forbrug – det kan ganske enkelt ikke betale sig.
Omvendt situation for solceller til virksomheder
For erhvervslivet er det stik modsat – her har man, alt efter virksomhedstype, et stort forbrug af strøm i dagtimerne, og som oftest lukket og slukket om natten. Her er der ikke så meget tale om, hvor meget man kan bruge, men rettere få tilpasset anlægget til lige præcis den mængde man selv skal bruge, uden at producere for gråspurvene.
Jeg har stresset det i tidligere blog-indlæg, og det kan sagtens stresses igen. Sådan som tilskudsordningerne og nettoafregning fungerer dags dato, med priserne på solceller der hvor de er i øjeblikket, så er der ikke økonomisk fornuft i overproduktion af strøm, jævnført virksomhedens behov for el. Hver eneste kWh man skal sælge, ender med at forringe det samlede regnestykke. Prisen for solgte kWh er statisk på 1 krone og 30 øre, men el-prisen har hvert år vist sig, at være støt stigende. Differencen i værdien af en solgt kWh og en selv-forbrugt kWh bliver derfor større og større, og derfor er overproduktion ikke økonomisk fornuftigt i langt de fleste tilfælde.
Flere indlæg af Mikkel Danholm Albrechtsen.