
AC/DC-relæ
Kemikalie-resistente solceller til landbrug
af Henrik Vester Kategorier: Erhverv, Generelt, Landbrug Med de nye regler kom nye muligheder – muligheder for, at erhvervssektoren kunne tilsnige sig et stykke af solcelle-kagen, og sikre sig grøn produktion af strøm, enten til egetforbrug, eller til salg. Særligt kombinationen af landbrug og solceller virker lukrativ og praktisk, da de fleste landbrug har både store bygninger med masser af tagplads, høje facader, og store åbne vidder, med masser af muligheder for opsætning af solceller. Syre, salt og solceller Generelt ikke tre ting, der spiller særligt godt sammen. Solceller har historisk set ikke været glade for væsker eller gasser med høj eller lav PH-værdi, da det har haft en tendens til, at nedbryde den tætsluttende silikone, som beskytter selve solcellerne mod fugt. Med det seneste årtis store interesse for solceller i bl.a. Tyskland, hvor særligt landbrug har slået et ordentligt slag for solenergi, så er det blevet nødvendigt at udvikle solcellepaneler, som er hårdføre og resistente overfor salt-tåger og eksempelvis ammoniak i luftform. Intet landbrug uden ammoniak Det er svært at komme udenom. Selv hvis man ser bort fra brugen af ammoniak i gødning, så er ammoniak naturligt indeholdt i urin, både fra dyr og mennesker. Udluftning i f.eks. en svinestald sker som regel så højt oppe i tagkonstruktionen som muligt, og det betyder, at alskens uønskede gasser strømmer ud og fordeler sig i alle retninger – inklusiv ned af taget, og dermed hen over solcellepanelerne. Der er derfor ikke meget at sige til, at kunder, som henvender sig angående solcelleanlæg til landbrug, gerne vil sikre sig, at solcellerne kan holde til 25-40 års landbrugs-forhold, uden bogstaveligt talt, at gå op i limningen. Er moderne solcellepaneler resistente overfor kemikalier m.v.? Siden 2009 har en fast del af certificeringen kaldet TÜV, involveret en test hvor panelet bliver udsat for salt-tåger ved forskellige grader og fugtighedsniveauer. Testen beregnes kun for bestået, hvis panelet holder tæt, og hvis der ikke er betydelig misfarvning af rammens materiale. Der findes separate tests man kan lave, bl.a. en DLG Fokus test, som i bund og grund tester for det samme, som TÜV-testen gør. Belastningen og koncentrationen af syre i gasform under begge tests er mange gange større end den vil være på taget af en svinestald, eller jordmonteret ved siden af regulær landbrugs-drift. Dækker garantien? Der er to garantier på solceller, der begge dækker i tilfælde af, at panelerne bliver dårlige. Den første er en produktgaranti, som i 10 år fra købs-datoen dækker fejl og mangler i selve panelet, f.eks. en defekt diode eller dårlig svejsning. Dermed dækkes også muligheden for, at panelet ikke kan tåle den mængde ammoniak, som det er certificeret til at kunne. Den efterfølgende ydelsesgaranti siger, at panelet skal kunne fremstille minimum 90% efter 10 år, og minimum 80% efter 25 år. Opfylder det ikke de krav, enten af naturlige årsager, eller hvis panelet ikke overholder sine certificeringer, så er køber berettiget til en økonomisk godtgørelse, enten i form af erstatnings-paneler, eller en årlig ydelse op til anlæggets 25 års fødselsdag, som dækker tabet fra det under-producerende panel.