
AC/DC-relæ
Integreret solcelleanlæg med nye regler
Kategorier: Nye regler og Lovgivning, Integreret solcelleanlæg, Afskrivning/SKAT, Erhverv

Solceller integreret i, og tilpasset, sort tagkonstruktion
Vi har før skrevet om integrerede solcelleløsninger her på siden, med alle de associerede fordele og ulemper, blandt andet problemet med, at man får færre økonomiske fordele, og ikke har mulighed for at afskrive osv. Med de nye justeringer ved nettomålerordningen, samt fjernelse af lukrative afskrivningsmetoder, har folketinget besluttet sig for, at udligne de lovgivningsmæssige forskelle der før var mellem tag-integrerede solceller, og solceller monteret ovenpå taget.
Økonomiske forudsætninger harmonerer
Der er harmoni mellem de stativ-monterede og integrerede solcelleanlæg under de nye regler. Dette skyldes dog ikke så meget forbedring af forholdene for de integrerede solceller, men rettere forringelse af forholdene for de stativ/skinne-monterede anlæg.
Med en generel afskaffelse af skattemæssige afskrivninger på solcelleanlæg for private, og lige forhold for alle typer anlæg under den nye nettomålerordning, så er integrerede solceller hermed blevet en ligeså god løsning som almindelig monterede solcelleanlæg, så længe der ikke er uforholdsmæssig store ekstra-omkostninger ved et integreret anlægs montage.
Nytænkning indenfor nybyggeri og ombygning
Hele idéen omkring integrerede solceller kræver generelt, at man tænker i nye baner når man står med et hus der skal bygges, eller et tag der skal udvides, lægges om, eller helt udskiftes. Det gælder både tag-monterede solcelleanlæg, såvel som facade-monterede, som efterhånden er ved at vinde frem i markedet, og som trods hældningen på 90 grader stadig giver gode produktionstal.
Skal man have bygget nyt, om det så er et privat hjem eller en erhvervs-bygning, så bør man overveje nogle af de pænere solcellepaneler, til at beklæde sin nye tagkonstruktion eller facade. Ved tagkonstruktioner sparer man materialer til taget, som i stedet kan finansiere solcellerne, som så efterfølgende ender med, at finansiere sig selv gennem el-produktion.
Står man overfor en udskiftning af taget, så er det ligeledes muligt, at gøre en god forretning med nogle integrerede solceller. Så længe farver og former passer nogenlunde ordentligt sammen, så kan det komme til at se yderst fornuftigt ud, både æstetisk og økonomisk.
Integrerede solceller for virksomheder
Erhvervsektoren har generelt bedre forudsætninger for, at benytte sig af et integreret solcelleanlæg, i stedet for et stativ- eller skinnemonteret. Der er som regel mere facade at give af, og det er mere økonomisk overskueligt, at skulle til at tænke udskiftning af tag og lignende, i forhold til private.
Derudover er der den store fordel ved integrerbare solceller, at man kan få lavet dem som vinduespartier. Der er flere forskellige løsninger, med mange forskellige produkter; f. eks. kan man benytte sig af nyere teknologi, f. eks. tyndfilmpaneler til, at lave el-producerende glaspartier til større virksomheds-bygninger. Det gør det nemt, at justere og regulere, hvor meget lys der skal slippe igennem, således man kan opretholde et oplyst kontor, bare med vinduer der forøger virksomhedens indtjening.
Flere indlæg af Mikkel Danholm Albrechtsen.