
AC/DC-relæ
EU straffer – lægger told på solceller fra Kina
af Henrik Vester Som et heftigt slag i ansigtet på solcellebranchen, har EU bebudet, at al import af solceller fra og med 6. marts bliver registreret, således at en eventuel toldafgift til vedtagelse senere på året, kan pålægges importørerne med tilbagevirkende kraft. Et vedtag, som bunder i en plan om, at undgå en total overkørsel af det europæiske solcelle-produktionsapparat, men som ender med, at straffe en anden del af branchen, og straffe den groft. Umuligt at prissætte Forestil dig følgende scenarie: Du skal købe et hus. Prisen lige nu er 2,5 millioner kroner, og med din nuværende økonomi kan det lade sig gøre… Hvis altså det ikke var fordi, at der muligvis på et senere tidspunkt vil blive pålagt en udgift af ukendt størrelse på op mod en tredjedel af husets pris. Ingen mennesker ved deres fulde fem, ville sige ja til en handel, hvor en ukendt procentsats af anskaffelsessummen pludselig bliver opkrævet, tre til seks måneder efter købet. Krænker retssikkerheden Det er mig en gåde, hvordan man på den måde kan straks-indføre en potentielt særdeles stor afgift, uden i det mindste at give frit lejde til dem, som afgav ordre for lang tid siden, og hvis paneler er i produktion eller transit. Flere danske importører har stakkevis af 40-fods containere på vej til EU, som nu står overfor indregistrering og mulig fremtidig fortoldning. Man kan ikke ligefrem kalde det motiverende for de mange aspirerende iværksættere som, i en branche afhængig af handel udenfor EU, pludselig kan få deres forretningsgrundlag hevet væk under dem, og få deres virksomhed smadret godt og grundigt. Kan ødelægge flere jobs end det redder Hvis EU i sandhed begynder, at registrere og told-belægge varer fra ikke-EU lande, fordi europæiske producenter ikke kan matche priserne, så bliver der langt mellem de toldfrie varer. Ikke alene det; en sådan præcedens, som kan blive sat her, kan føre til en situation, hvor Kina begynder at straffe import af europæiske varer. Hvis solcelle-producenter var bange for at miste tusindvis af jobs uden import-told, så bør resten af EU frygte for tabet af titusindvis af jobs med import-told. En handelskrig med Kina er ikke en krig vi kan vinde, og det vil alt andet lige trække grimme spor henover et langt større område end bare solcellebranchen. Bør man være nervøs?

EU kan sætte en stopper for solceller fra Kina med ny import-told
Det er svært at sige. Som importør af solceller står man for dækning af told-omkostninger, så det er selvfølgelig enerverende, at man ikke kender forudsætningerne for ens investeringer. Der er generelt mange bekymringer og synspunkter for og imod: Intet kan sælges grundet mulig fremtidig told op mod 40-60% Man kan umuligt projektere og tilbyde et solcelleanlæg, hvis man forventer en import-told, der smækker for over en tredjedel af den samlede pris om et halvt års tid. Tolden bliver ikke særlig høj (5-10%), og kan i de fleste tilfælde bæres af importøren om nødvendigt Når andre lande tages op til sammenligning, så er der sådan set relativt lave import-takster på solceller, og ikke mange lande har import-told over 15% på solceller. Problemet er igen usikkerheden, og det faktum, at et regnestykke med 10% import-told ikke er meget værd, når den endelige procentsats kan blive mange gange højere, når den endelig vedtages omkring august. Kina vil indlede handelskrig og tvinge EU til at fravige eventuel told på solceller Som nævnt ovenfor, så nyder både Kina og EU godt af åbne grænser og fri handel, og det er svært at forestille sig en situation, hvor den kinesiske stat accepterer, at deres varer bliver usælgelige i EU grundet lobbyist-arbejde fra europæiske solcelleproducenter. EU indser nødvendigheden af grøn energi, og fraviger told for ikke at modvirke udvikling indenfor alternativ energi Fakta er ganske enkelt, at Europa lige nu får fantastisk lave priser pr. kWh sol-energi, fordi paneler fra Kina er så billige som de er. Vi får produceret CO2-fri strøm uden voldsomt store omkostninger, som gør de store solcelle-parker økonomisk mulige, og som langsomt opfylder EU’s målsætninger omkring vedvarende energi.